fredag den 15. september 2017

Rustikke hverdags Boller i Karry med grøntsager

Den opmærksomme læser ved, at der allerede ligger et par opskrifter på Boller i Karry her på bloggen. Den ene med en sauce af kokosmælkden anden med en sauce jævnet med grøntsager og så en med alm. opbagt sauce og hjemmelavede kødboller. Den her udgave, det er den helt nemme - den med hurtige "snyde"-kødboller, som smager lige så godt som de hjemmelavede; nemlig dem lavet af medisterpølse. Ja! Du læste rigtigt. Medisterpølse. Jeg lover, det smager fantastisk! Jeg bryder mig ikke om stegt medisterpølse, bestemt ikke, men i medisterpølsen er der en fin og velsmagende fars. Jeg koger altid mine kødboller direkte i saucen, da alt smagen så ikke forsvinder ud i kogevandet, men forbliver i saucen.


Jeg kommer desuden æblestykker i min karrysauce fordi det giver en lækker sødme til saucen, og fordi æble og svinekød som sagt før, er et "match made in heaven" :) 



Ingredienser (4 pers.):
Karrysauce:
2 spsk. olivenolie
1 løg
2 æbler
2 spsk. karry
1 spsk. paprika
8-10 dl. mælk 
1 grøntsagsbouillonterning
Salt og peber

Meljævning:
3 spsk mel
6 spsk vand

Kødboller:
1 pk. medisterpølse

Grøntsager:400 g. gulerod
200 g. ærter
0,5 blomkål i små buketter

Tilbehør:
Kogte ris
Fintsnittet forårsløg

Fremgangsmåde:
  1. Karrysauce: Varm olivenolien op i en sautepande eller stor gryde.
  2. Pil og hak løget fint. Skræl æblet og skær det i små tern. Svits løget og æblet i den varme olie i et par minutter. 
  3. Tilsæt karry og paprika og rist det godt af i ca. 1 minut.
  4. Tilsæt mælken og bouillonterning og rør godt rundt i saucen. Smag til med salt og peber. 
  5. Meljævning: Bland mel og vand og ryst/rør det godt sammen, så der ikke er nogle klumper. 
  6. Bring saucen i kog og hæld jævningen i lidt ad gangen mens du rører rundt. 
  7. Kødboller: Tryk farsen ud af pølseskindet, og form det til kødboller i en passende størrelse. Jeg laver forholdsvist store kødboller og får som oftest 12-15 stykker.
  8. Kom kødbollerne direkte i saucen, og lad dem koge under låg til de er faste og gennemtilberedte. Rør forsigtigt rundt i saucen et par gange mens kødbollerne koger. 
  9. Grøntsager: Skræl gulerødderne og snit dem i mundrette bidder. Rens blomkålen og del i mindre buketter. Kom gulerødder, blomkål og ærter i panden/gryden med karrysauce og kødboller og kog i 5-10 minutter til grøntsagerne er møre.
  10. Serveres m. kogte ris, fintsnittet forårsløg.
  11. Velbekomme.







Ha' en dejlig dag.
Camilla

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kom gerne med dine tanker om opskriften..